Hvad er nu det for noget, MotionDanmark. Er atletikforbundet nu blevet overtaget af de landevejsnedslidende, storsvedende, lavmotoriske masser, der sætter det ene ben foran det andet og bliver ved med det i en uendelighed.
Atletik er da for folk, der kan bevæge arme og ben på en gang og som bruger timer og år til at forfine deres teknik til det yderste i teknisk krævende discipliner.
Dansk Atletik Forbund har en ambition om, at kunne rumme og organisere den motionsbølge, der ruller i øjeblikket – inden den udnyttes af driftige forretningsfolk.
Dansk Atletik Forbund har derfor etableret MotionDANMARK, som vel dybest set er et projekt, der skal sørge for, at motionisterne organiseres i klubberne og bliver en del af et ægte fællesskab og ikke bare en motionsforbruger.
Dygtige folk i forbundet har landet en stor sponsorkontrakt og har kunnet ansætte både en direktør og en journalist. I det hele taget virker projektet MotionDANMARK professionelt, men, men … for at det skal lykkes, skal klubberne og atletikfolkene bakke op om forbundet og ideen. Klubber og atletikfolk, der muligvis spørger … jamen, hvad er det nu for noget med alle de motionister?
Der skal kommunikeres og det skal gøres godt. Det gør DAF den 21. januar, hvor de kæder MotionDANMARK sammen med et seminar i en af atletikkens sværeste discipliner, hækkeløb. Seminaret skulle koste 400 kroner, men efter MotionDANMARK er sat i søen skal alle kunne deltage gratis. Det er da god kommunikation.
DAF siger: Kære atletikklubber. Bak op om MotionDanmark – det kommer alle tilgode – også baneatletikken.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at denne blog koncentrerer sig om baneatletikken (og det vil den blive ved med), men jeg vil samtidig anbefale alle at støtte motionsprojektet.
- og få jer så tilmeldt det hækkeløbsseminar. Tilmeldingsfristen er den 15. marts. Se indbydelsen her.




















